
Siger navnet Vejlby Klit Dem noget? Det er sikkert kun de færreste, der har hørt om dette skønne feriested. Det ligger omtrent 10 km vest for Lemvig. Et par kilometer nord for fyrtårnet i Bovbjerg. På en smal stribe land mellem Vesterhavet og den 5 km lange Ferring sø. Her er naturen på samme tid vild og mild. Området ligger beskyttet og sikkert ved havet bag "bjergene" - de høje, bevoksede klitter.
Mod øst er der en storartet udsigt over Ferring Sø. Der er blot ca. 150 meter mellem Vesterhavet og Ferring Sø hvor det er smallest. I dette skønne område har De mulighed for at leje et moderne, komfortabelt feriehus - fuldt isolerede feriehuse og derfor beboelige hele året rundt. Eftersom vore feriehuse tilhører mange forskellige ejere, er indretningen og møbleringen ikke standardiseret. Husene er derfor præget af de pågældende ejeres individuelle smag. Alle huse er af nyere dato. Luftfotoet kan bedst illustrere feriehusenes specielle beliggenhed mellem Vesterhavet og Indsøen.
Ved Vejlby Klit kan Vesterhavet allerede vise tænder, men bølgerne bringes i ro, før de ruller op på de brede, hvide strande. Dette kan observeres fra de mange dejlige og beskyttende "gryder" i klitterne.
Området er ikke overrendt af turister, så der er pladser nok i klitterne. Vejlby Klit er hele året en stor fornøjelse. Hvad er sundere og mere afvekslende end en vandretur langs Vesterhavet? Også om foråret, efteråret og vinteren, men husk en tilpas varm påklædning. Prøv spadsereturen forbi den gamle redningsstation eller se om De kan finde ravstykker på stranden. Det er også værd at se, hvad havet har skyllet op på stranden efter en dag med blæst.
Efter sådanne spadsereture er det med en dejlig fornemmelse, at man vender tilbage til et godt og varmt sommerhus. Om aftenen kan man rigtig hygge sig indendøre i feriehuset ved kaminen, og efter en dag som denne sover man rigtig godt.