Sommerhuse i Thy

Ferie i skøn natur ved Fjord og hav

Sommerhusferie i Thys betagende natur

Midt i Nordvestjyllands smukke og betagende natur ligger ferieområdet Thy omgivet af det rå Vesterhav mod vest og den milde Limfjord mod øst. Thy er særligt kendt for sin spektakulære og varierede natur, som spænder lige fra Nationalpark Thy med sine stille, uberørte klithedelandskaber til det store, brusende Vesterhav, der af det surfende folk har fået tilnavnet ”Cold Hawaii”.

Et sommerhus i Thy er derfor det perfekte valg, hvis I ønsker at holde aktiv ferie midt i noget af Danmarks mest unikke natur - hvad enten det er vandreture, cykelture, rideture eller måske endda en tur på surfbrættet eller i havkajakken. En ferie i Thy byder samtidig på masser af kulturelle og kulinariske oplevelser. Thisted - Thys charmerende og idylliske "hovedstad" - byder med sine snoede gader og finurlige kringelkroge på et strejf af fordumstider. Her kan I nyde egnens råvarer på en af byens mange cafeer og restauranter.

Ferieområder i Thy: Oddesund, Agger, Klitmøller og Vilsund.

 

Nationalpark Thy

Danmarks største vildmark

Nationalpark Thy er Danmarks første nationalpark og med sine 24.370 ha også Danmark største. Nationalparken blev oprettet i 2007 og officielt indviet i august 2008. Parken strækker sig langs Vestkysten i et op til 12 km bredt bælte fra fugle-eldoradoet, Agger Tange, i syd til Hanstholm i nord. Naturen i Nationalpark Thy er enestående og utrolig betagende, idet den spænder over kyst, kalkskrænter, klitter, klitheder, klitplantager og mere end 200 små og store søer. Indtil for 4.000 år siden var det vestlige Thy et ø-hav, men landet har efterfølgende hævet sig og landskabet formet sig efter isens vandren i istiden.

Oplevelser i Nationalpark Thy:

  • Isbjerg - det højeste punkt i Nationalpark Thy
  • Lodbjerg Mile
  • Vandet Sø
  • Agger Tange
  • Hanstholm Fyr
  • Lodbjerg Fyr
  • Klitmøller

Få mere information og inspiration på visitthy.dk.

Smag på Thy

Thy er et område, som man har lyst til at gå ombord i. Ikke kun fysisk men også kulinarisk. Her er en lang række af muligheder for smagsoplevelser i alle retninger, og du går hverken sulten eller tørstig fra Thy. Du kan smage på naturen i nationalparken, eller du kan besøge nogle af de mange lokale producenter.

Thy Whisky

Thy Whisky producerer prisvindene whisky fra den familieejede gård i Snedsted. Gården har været i familien i nu otte generationer, og udover whisky bliver der også produceret mælk til Thise. Råvarerne er økologiske - selvfølgelig - og håndværket er i orden. Faktisk er det så godt, at selv Dronning Margrethe lagde vejen forbi destilleriet i 2021. Gårdbutikken holder åbent mandag-fredag og er et besøg værd, hvis I besøger Thy.

Thisted Bryghus

I Thy finder man ikke kun Whisky i verdensklasse, men her ligger også et prisvindene bryggeri. Thisted Bryghus har siden 1902 brygget øl af særdeles høj kvalitet. I 2015, 2016 og 2017 blev bryggeriet derfor også kåret til 'Årets Danske Bryggeri'. Lægger i vejen forbi Thisted Bryghus er det muligt at komme på en tur rundt på bryggeriet og opleve hele processen indefra. Er øl ikke jeres favorit, så producerer Thisted Bryghus også fire forskellige økologiske sodavand.

Cold Hawaii

Hvorfor tage den lange tur over Atlanterhavet, når du kan nøjes med at pakke bilen og køre den korte tur til Thy? På strækningen mellem Agger i syd og Hanstholm i nord findes intet mindre end 31 gode surfspots. Navnet, Cold Hawaii, kommer fra, at området har nogle helt særlige vindforhold, der minder om dem, du finder på Hawaii. Klitmøller, og resten af strækningen, har derfor udviklet sig til at være en lille surfkoloni, som hvert år bliver besøgt af surfere fra hele Europa i jagten på at fange den perfekte bølge. Siden 2010 er der også hvert år blevet afholdt internationale surfkonkurrencer i området. Her kommer 32 af verdens bedste surfere til Thy for at dyste om sejren, og den ære det er, at kunne stille sig øverst på sejrsskamlen. Cold Hawaii er velegnet til flere forskellige former for surfing, og ikke kun den traditionelle, grundet de to rev, der ligger ud for stranden. Du kan derfor opleve både wave-, kite-, wind- og stand up paddle surfing.

Vil du selv prøve?

Surfing i Thy er på ingen måde kun for de professionelle. Er du ny til sporten, og vil du gerne lære det på den bedste måde, så er der mange muligheder for det i Thy. Du kan besøge Cold Hawaii Surf Camp eller West Wind Surf Shop. Begge steder vil tage dig godt i hånden og sikre, at når du tager der fra igen, så er det ikke kun på internettet, at du kan surfe.

En stranddag i Thy

En god ferie indeholder et besøg på stranden. Holde I ferien i Thy, så er der rig mulighed for dette. Om I er til solbadning, svømmeture, lege i sandet eller solnedgange med vin i glasset, så er forholdene idéelle. Med mange kilometer kyststrækning ud til Vesterhavet, er det svært at finde steder i Danmark, hvor I kan finde sandstrande på samme niveau som her. Nogle af de bedste sandstrande i National Park Thy er:

  • Agger Strand
  • Klitmøller Strand
  • Lyngby Strand
  • Vigsø Strand
  • Vorupør Strand og Havbad

Thy går i fisk

Som enhver anden del af landet med kysstrækning, så betyder fiskeriet meget for Thy. I byer som Agger, Nørre Vorupøre og Hanstholm finder i større havne, hvor fiskeriet fortsat trives, og hvor I kan finde lokal fanget fisk, som I kan tage med hjem i sommerhuset. Lokale råvarer løfter ethvert måltid, og her har Thy rigeligt at byde på. I kan også deltage i nogle af de mange arrangementer, som hele tiden løber af stablen i Thy, hvor netop fisken er omdrejningspunktet.

Fisken På Disken

Hvert år i september afholder Hanstholm Havn arrangementer 'Fisken På Disken'. Her kan I komme indenfor i de hellige haller og smage, røre og føle ved alle de fisk, som bliver fanget i Vesterhavet. I kan lære, hvordan man fileterer fiskene på den korrekte måde, hvor efter at I tilbereder dem, eller I kan få hjælp af en af de mange kokke, som også deltager i arrangementet. Derudover bliver der afholdt lystfiskerkonkurrencer, hvor du kan udfordre andre med samme hobby som dig. I løbet af weekenden vil der være en række aktiviteter for børn samt livemusik. 

Fiskeri på dybt vand

Vil du score ekstra point ved familien, og sætte din hjemmefangede fisk på aftensmadsbordet, så kan du gøre det i Thy. Gennem rederiet Gule Rev kan du nemlig komme på heldagsture ud på Vesterhavet for at fange dine egne fisk. Personalet ombord er klar til at tage jer i hånden, hvis I ikke tidligere har prøvet kræfter med havfiskeri, og har I ikke jeres eget fiskegrej, kan I også leje dette på turen. Det eneste I skal huske er godt humør og varmt tøj.